Ombygningen af FARVERIET ved Brandts klædefabrik er nu afleveret, som Obyg har udført i hovedentreprise med egenproduktion i tømrer og murer. Mange odenseanere kender måske bygningen fra 1930 som den tidligere A-bar, men efter transformeringen danner bygningen nu rammer om mere kreative tilbud.
Farveriet huser nu lerværksted med tilhørende cafeområde, mens kælderen i pakhuset er indrettet til øvelokaler og backstageområde. Samtidig er der skabt plads til et tekstilværksted i stueetagen, hvor facaden er åbnet op mod Pantheonsgade for større synlighed og samspil med Farvergården. Formålet har været at samle Kulturmaskinens kreative tilbud tættere på gadeplan, så flere odenseanere og turister får glæde af dem.

En opgave med særlige krav
De nye funktioner stiller andre krav til huset, end det tidligere har været indrettet til siden 1930. Et lerværksted kræver ventilation og gulve, der kan holde til vand, ler og daglig slid. Øvelokalerne og backstageområdet kræver akustiske løsninger, der understøtter musikere og optrædende i hverdagen. Og facadeåbningen mod Pantheonsgade er et indgreb i den bærende konstruktion, der er udført med præcision, da husets industrielle sjæl skulle bevares.
Det er på mange måder et omfattende og spændende projekt, som har stillet lidt anderledes krav end sædvanligt erhvervsbyggeri grundet de kreative aktiviteter. Vi glæder os over at være nået i mål med et projekt, der har budt på andre krav end sædvanligt erhvervsbyggeri, og vil gerne takke for et godt samarbejde med bygherre Kd Selskaberne, totalrådgiver Praksis Arkitekter og underrådgiver Ingeniør Henry Jensen.















